Optakt: Top mod bund skal give pligtsejr




Den står på top mod bund i Metal Ligaen i aften, når Rungsted Seier Capital ude møder Odense Bulldogs. De tidligere møder har givet sikre storsejre til Rungsted Seier Capital, der gerne skal have det, som man kalder en pligtsejr torsdag aften.

Metal Ligaen skal for alvor til at finde sig selv igen ovenpå Hvidovre Fighters’ konkurs. Konkursen reducerede Rungsteds forspring til forfølgerne. Selvom Rungsted Seier Capital mistede flest point, så har Hvidovres konkurs måske ramt Odense hårdere, idet Bulldogs gik fra at have kontakt med de andre bundhold, til at der nu er en håndfuld point op til de øvrige bundhold. Spørgsmålet er vel, om Odense overhovedet er i spil til en reel slutspilsplads. Det kræver en syvendeplads, der i skrivende stund kan være meget svær at se Odense ende på. Derimod er fynboerne sikret en plads i playin, så hvor meget der er på spil for Odense, er i bund og grund tvivlsomt.

LÆS MERE: Dagens spil: Odense – Rungsted Seier Capital

Ansvaret ligger på topkæderne
Med skader til to af tredjekædens oprindelige forwards ligger ansvaret for produktionen hos de to topkæder (Sarault-kæden og svenskekæden). Kampen mod Odense er dog en oplagt mulighed for, at den nye udgave af tredjekæden kan få gang i produktionen.
Mens Rungsted er ramt af skader til Rasmus Andersson og Mikael T. Christensen, så er der lagt op til ændringer i tredje- og fjerdekæderne. Disse kan meget vel få det lidt lettere mod Odense end normalt, idet fynboerne stiller med en ren dansk backbesætning, da finske Sami Jekunen er ude med karantæne.

LÆS MERE: Rungsted-trio har kurs mod U20 VM

Live fra hundehuset
Hvis du ikke selv er til stede for at se drengene i aften, så kan du følge kampen live på Champagnebugten eller via Champagnebugtens Twitter-profil. Vi opdaterer her løbende under kampen.