Ørnene blev slået med besvær




Rungsted Seier Capital udbyggede fredag aften sejrsstimen til seks, da Herlev blev slået med 3-2. Sejren var dog ikke uden besvær og giver grund til bekymring forud for lørdagens returopgør.

Efter en lidt forvirret start på første periode fik Rungsted stille og roligt tilranet sig overtaget i kampen. Det overtag blev efter en flot dribletur omsat til kampens første scoring, da William Boysen smækkede pucken op i trekanten.

Det var tæt på 2-0 i kommende skift, men pucken tog stolpen. De to gamle Esbjerg-drenge, Mathias Thinnesen og Frederik Bjerrum, havde begge en en-mod-en med Kevin Lindskoug, men begge gange vandt Rungsteds svenske keeper, ligesom da han pillede glansen af Kim Staal, da den tidligere landsholdsstjerne blev grebet ud på kort afstand.

Hjemmeholdets overtag varede ikke ved, mens Herlev kom bedre og bedre med i løbet af perioden. Mod slutningen af perioden fik Herlev en gylden chance for at udligne, da Mikael T. Christensen og Mathias Røndbjeg hver tog en udvisning med 23 sekunders mellemrum, så Herlev fik næsten to minutter med fem mod tre. Godt ført an af Brendon Nash lykkedes det dog Rungsteds boxplay at holde føringen perioden ud.

Overtal, undertal… målløst

Anden periode bød på travlhed blandt bokspersonalet. Med syv to-minutters udvisninger og en enkelt 10-minutters til Herlevs Mikkel Ankjær Nielsen, var der nærmest svingdøre til udvisningsboksene.

De mange udvisninger gav ikke overraskende en del over- og undertalssituationer. Men ingen af Rungsteds 20 skud i anden periode endte med at ryge forbi Evan Mosher i Herlev-målet. Rungsted kom i løbet af perioden frem til flere gode forsøg, men Mosher stoppede dem, så Boysens 1-0 scoring stod som den eneste efter 40 minutters spil.

Alt for spændende

Med 29 skud på mål efter de to første perioder nærmede vi os det punkt, hvor det rent statistisk må være et spørgsmål om tid, inden den næste Rungsted-scoring måtte komme. Den kom også to minutter inde i tredje periode, da Robin Bergman tæt på mål fik sendt pucken ind bag Mosher og udbyggede Rungsted-føringen.

At sejren skulle i hus kunne blandt andet også ses ved, at fjerdekæden med Nicolai Gade og Emil Oliver Christensen blev bænket i tredje periode, så det blot var de tre første kæder, der kørte på. Det var også tæt på 3-0 kort tid efter Bergmans scoring efter et godt pres fra andenkæden, men uden held.

3-0 målet kom dog et par minutter senere i endnu en powerplaysituation. Her fandt Mattias Persson sin landsmand og holdkammerat, Marcus Olsson, med en flot tværpasning.

Om Peter Johansson ærgrede sig over sin beslutning om at lade fjerdekæden komme på isen igen, skal vi lade være usagt, men det var midtvejs i tredje periode denne Rungsted-kæde, der var på isen, da Herlev med et kludemål reducerede til 3-1 ved Mathias Thinnesen. Herlev var endda tæt på at reducere yderligere kort derefter.

For mange mand kostede

Med fem minutter igen måtte Alexander Jensen en tur i boksen, da Rungsted for gu ved hvilken gang i denne sæson indkasserede en udvisning for for mange spillere på isen.

Boxplayet var dog tæt på at få den perfekte start, da Robin Bergman fik en friløber, men fik ikke afsluttet. I stedet reducerede Kim Staal til 3-2 minuttet efter. Herlev forpassede dog en gylden mulighed for en udligning, da Ludvig Adamsen med små to minutter tilbage røg i boksen for en hooking på Alexander Jensens friløber.

Med 11 sekunder igen erstattede Herlev ovenpå en timeout Mosher i målet med en ekstra markspiller, men der kom hverken en udligning eller scoring i det tomme mål, så Rungsted udbyggede stimen til seks på stribe med den første sejr i back-to-back serien mod Herlev.

Der er returkamp igen allerede lørdag 15.00. Her skal tingene fungere bedre, og en 3-0 føring må slet ikke ende med en så spændende og usikker afgørelse, som det endte med i fredagens kamp.

Kampen i tal

Rungsted Seier Capital – Herlev Eagles 3-2 (1-0, 0-0, 2-2)
05:46 1-0 William Boysen
42:00 2-0 Robin Bergman (William Boysen, Morten Jensen)
45:31 3-0 Marcus Olsson (Mattias Persson, Jake Hansen) PP1
50:47 3-1 Mathias Thinnesen (Dallas Maxwell, Holden Anderson)
56:40 3-2 Kim Staal (Frederik Bjerrum, Holden Anderson) PP1

Udvisninger:
Rungsted Seier Capital: 7 x 2 min.
Herlev Eagles: 8 x 2 min. + 1 x 10 min. (Mikkel Ankjær Nielsen)

Skud: 41-28 (9-14, 20-5, 12-9).

Tilskuere: 852.