ØV: Stjernecenter skadet i Odense




Med skader til Morten Green og Marcus Nielsen er Rungsted Seier Capital hårdt ramt på centerpositionen. Situationen blev yderligere forværret, da Mikael T. Christensen måtte udgå i fredagens kamp mod Odense med symptomer på en hjernerystense.

Det var også en tydeligt mærket TC, der efter kampen blev kørt på hospitalet for at blive undersøgt. Vi håber på det bedste for ligaens mest scorende danske spiller herfra og ønsker ham rigtig god bedring! Af selv samme årsag forventer vi ikke, at Mikael T. Christensen er med i lørdagens kamp mod Odense.

Bulldogs bed fra sig
Mikael T. Christensen var inden han blev ramt manden bag kampens første forsøg, men Robin Rahm afværgede slagskuddet. Rungsted fik faktisk en ganske fornuftig start på kampen, men som den skred frem, tog Bulldogs overtaget. Især Odenses førstekæde med Anthony Camara og Dale Mitchell fik det til at brænde på, men Sebastian Feuk leverede kampen igennem den ene store redning efter den anden.

Det blev dog tydeligt, at Rungsted kom i ubalance ved afgangen af Mikael T. Christensen. Robin Bergman rykkede ind som center, mens William Boysen røg op som wing, alt imens Christoffer Lindhøj rykkede op og udfyldte centerpladsen i tredjekæden.

Med første periodes udfordringer, som så ud til at være overkommet mod slutningen af perioden, var det ekstra træls, at Odense ved hjælp af lidt tilfældigheder plus det løse fik bragt sig foran kort før pausen.

Bølgede frem og tilbage
Kampen fik som den skred frem fik den en mere og mere rodet karakter – for begge holds side. Chancerne faldt derfor løbende i begge ender, hvor vi dog flere gange kunne takke Sebastian Feuk, samt Anthony Camaras uskarphed for, at Odense ikke fik lukket kampen tidligere.

Som tredje periode nærmede sig sine afgørende minutter, ødelagde vi det for os selv, da jagten på udligningen, ført an af et powerplay, blev ødelagt, da først Brendon Nash og siden hen Mike Vernace hver tog plads i straffeboksen. Odense havde dermed ikke svært ved at score til 2-0 i det tomme mål.

Alt i alt en kamp, som hurtigt skal glemmes og revancheres. Med de mange skader kan man dog have sin tvivl om, at det sker allerede lørdag. Men vi håber og tror!

Kampen i tal:

Odense Bulldogs – Rungsted Seier Capital 2-0 (1-0, 0-0, 1-0)
18:20 1-0 Andreas Pedersen (Henrik Nielsen, Dylan Walchuk)
59:38 2-0 Anthony Camara (Jacob Johnston) PP1/EN

Udvisninger:
Odense Bulldogs: 5 x 2 min.
Rungsted Seier Capital: 6 x 2 min.

Skud: 28-27 (13-6, 7-8, 8-13)

Tilskuere: 1.402