Mattias Persson blev matchvinder tre minutter inde i overtiden, da Rungsted Seier Capital snød SønderjyskE og vandt 2-1.
Første periode
Rungsted fik aldrig den start på kampen, som man kunne have ønsket sig. Et par tidlige udvisninger gav SønderjyskE en oplagt mulighed for at sætte sig tidligt på kampen. Det gjorde de også.
David Grubak blev flittigt testet, hvor strategien så ud til at være, at trafik og godt med afslutninger skulle gøre det svært for den unge keeper.
Ironisk nok så fik SønderjyskE først scoret efter, at Rungsted var kommet bedre med. For Rungsteds side var perioden kendetegnet af få afslutninger og generelt svært ved at komme frem til chancer.
Anden periode
Det så ellers lyst ud til at begynde med. Der var mere fart i skøjterne, og SønderjyskE blev hurtigt presset. De store chancer udeblev dog.
Spillet endte tit med at blive for passivt og langsomt, som om man ventede på den oplagte målchance. I den anden ende smed SønderjyskE nærmest alt på mål. David Grubak havde flere store redninger, der sikrede, at SønderjyskE ikke trak fra før tredje periode.
Comebacket lykkedes
Det lå langt fra i kortene efter anden periode, men comebacket lykkedes. Tim Daly viste tidligt i tredje periode, at der var mere at komme efter. Der skulle dog gå ni minutter af perioden, før udligningen kom, da Rasmus Andersson smækkede pucken, efter Nikolaj Krag Christensen havde vundet en faceoff.
Rungsted tog mere og mere initiativet i tredje periode, men den afgørende scoring udeblev. Afgørelsen kom i stedet i overtiden, da Mattias Persson erobrede pucken højt, fintede Patrick Galbraith og afgjorde kampen.
Kampen i tal:
SønderjyskE – Rungsted Seier Capital 1-2 (1-0, 0-0, 0-1, 0-1)
12.12 1-0 Jordan Pietrus (Steffen Frank)
49.30 1-1 Rasmus Andersson (Nikolaj Krag Christensen)
63.30 1-2 Mattias Persson
Udvisninger:
SønderjyskE: 1 x 2 min.
Rungsted Seier Capital: 4 x 2 min.
Skud: 25-24 (8-4, 9-8, 6-9, 2-2)
Tilskuere: 3.257.