Puckoloco: Aalborg protesterer over regelstramninger




Nyheden om regelstramningerne i Metal Ligaen bliver ikke modtaget lige populært alle steder.

Især i Aalborg har der været store protester ovenpå regelstramningerne, som flere i klubben mener er direkte rettet mod bestemte Aalborg-spillere.

Det er hverken enforcer tactics eller farlige hændelser, der har fået sindene i kog i det nordjyske. Det er derimod stramningerne overfor time wasting og især diving og embellishment, der har fået nordjyderne op i det røde felt.

– Jamen, hvordan skal vi så spille ishockey? Nu har vi efterhånden brugt lang tid på at mestre de bedste divinger, så de ser så realistiske ud, at dommerne ikke kan undgå at dømme dem. Det ligner en heksejagt rettet direkte imod flere af os, siger Aalborg-kaptajnen Julian Jakobsen og fortsætter:

– Nu skal vi jo til at fokusere på boxplay i stedet for powerplay. Jeg ville ønske, at de fokusområder var meldt ud allerede i løbet af sidste sæson, så vi havde haft sommerpausen på at indstille og på det. Det bliver jo umuligt at vinde noget, nu hvor hele gameplanen skal laves om.



Bookmakerne svarer konsekvent på stramningerne

Før regelstramningerne blev meldt ud, toppede Herning og Aalborg listerne over DM-favoritterne.

Det har de udmeldte fokuspunkter i den grad lavet om på.

Oddsene på Aalborg Pirates har nu aldrig været højere. Faktisk er det kun Odense Bulldogs, der vurderes til at have en mindre chance for at tage DM-guldet end piraterne.

– De regelændringer kommer uden tvivl til at blive dyre for Aalborg. Et hurtigt bud er, at de i løbet af en sæson ender med at forære modstanderne 50-80 ekstra powerplays alene på den konto.

– Dertil kommer stramningerne overfor tidsspild. Her er det et held, at Frederikshavn White Hawks har sagt farvel til Dale Mitchell, for ellers havde den været dyr for dem. Der har Aalborg den fordel, at Julian Jakobsen har c’et på brystet. Ellers havde de jo konstant spillet i undertal, skriver Danske Spil i den udsendte pressemeddelelse ovenpå oddsændringerne.



Herning svarer igen – hæv lønloftet

Den nye fokus på diving og embellishment har fået meget forskellige reaktioner rundt om i landet.

Mens nyheden fik både Marie-kiks og Kleenex frem i Aalborg, vakte den stor jubel i Herning, der med svækkelsen af konkurrenterne atter fremførte et ønske om en forhøjelse af lønloftet med denne begrundelse:

– Nu har vi ikke kunne spille os til guldet i otte år, så nu hvor vi endelig har mulighed for at købe det, så kan det ikke passe, at sådan noget som budgethensyn og potentielle konkurser skal komme i vejen for det.



Satire – intet andet

Puckoloco er satiriske indlæg i nyhedsformat fra Champagnebugten.dk. Udtalelserne og kommentarerne er alle fiktive, ligesom man ikke skal lægge noget seriøst i artiklerne. Puckoloco-indslagene har til formål at være humoristiske – intet andet.