RIK tabte premieren og Strandvejen




Nicolai Harries Andersen ishockey

Mens de fleste havde fokus på Rungsted Seier Capitals Champions Hockey League-debut og det efterfølgende opgør mod Pilsen, så tog RIK hul på sæsonen i 1. division med et lokalopgør og en kamp om Strandvejen ude mod Gentofte Stars.

Ligaaspiranterne fra Gentofte vandt her sikkert kampen med 7-0.

Efter en målløs første periode sikrede Gentofte sejren med fire scoringer i anden periode, inden den blev slået yderligere fast med tre scoringer i tredje periode.



Gensyn med gamle kendinge

Gentoftes hold tæller flere spillere, der er bekendte med Rungsted. På Gentofte-holdet var blandt andet Christoffer Lindhøj, Noah Samsøe og Tobias Wildhagen.

Første hjemmekamp lader vente på sig

Der går noget tid, inden RIK spiller den første 1. divisionskamp på hjemmebane.

Om små to uger gælder det weekendturen til Jylland, hvor den står på kampe mod henholdsvis Vojens IK og Esbjerg IK.

Derefter følger en kamp i Hvidovre, inden første hjemmekamp spilles i Bitcoin Arena torsdag den 26. september.