Rødovre tog første stik




Øv, øv og øv… En tæt og spændende kamp gik til værterne fra Rødovre, da Rungsted Seier Capital og Rødovre Mighty Bulls tog hul på kvartfinaleserien.

Rungsted fik ellers den perfekte indledning på kampen, da Robin Bergman tidligt kom af sted og udplacerede Rødovre-keeperen til en tidlig Rungsted-føring.

Første halvdel plus det løse af første periode tilhørte i store momenter Rungsted. Halvvejs i perioden blev det også til 0-2, da Brendon Nash smækkede et slagskud ind fra blå.

Anden periode blev dog langt fra Rungsteds. En powerplayscoring reducerede først føringen, inden 17-årige Phillip Schultz med 20 sekunder tilbage af anden periode udlignede.

Forud for tredje periode lignede det en kamp, hvor næste scoring ville blive den afgørende. Den kom desværre fra Jannik Karvinens stav, da han scorede til 3-2 med små fem minutter igen.

Special teams og disciplinen i fokus
Muligheden for at lukke kampen med en 0-3 scoring var der, men flere fem mod tre situationer blev ikke omsat til scoringer.

Halvdelen af kampen blev et stort rod præget af udvisninger, hvor holdene nærmest skiftedes til at tage plads i straffeboksen. Om det skyldes spillernes manglende disciplin eller en dommerlinje, der lader noget tilbage at efterspørge, er nok et temperamentsspørgsmål. I en bedst af syv-serie er det dog noget, som man bør indstille sig på, da det hurtigt kan give en fordel i de enkelte kampe.

Tilbage er blot at håbe på revanche på søndag, når det går løs i Bitcoin Arena.