Rygterne fra ”hinsidan” gik tidligere på ugen på, at Jonas Røndbjerg har spillet sin sidste kamp for Växjö Lakers i denne omgang. Det er nu officielt, efter Växjö Lakers har meldt det ud på klubbens hjemmeside.
Efter at have været bland de bedste U20-spillere i SHL sidste sæson, lykkedes det aldrig helt for den 20-årige wing at tage næste skridt op. Det blev derfor til næsten en halvering i pointene, trods Røndbjerg er noteret for 10 kampe flere i SHL, end det blev til sidste år.
Hvad så nu?
Hvor skal han så spille, vil de fleste nok spørge. Vi har endnu ingen meldinger på, hvor Jonas Røndbjerg fortsætter karrieren.
Det bør dog ikke være tilbuddene, som den unge danske landsholdsforward kommer til at mangle, men om det bliver fra SHL-klubber, er måske lidt mere tvivlsomt i første omgang.
Muligheden for NHL?
Det kan være fristende at konkludere, at Jonas Røndbjerg næppe har spillet sig tættere på en chance i NHL, hvor Vegas Knights har rettighederne til den tidligere Rungsted-spiller, ovenpå den seneste sæson hos Växjö.
Spørgsmålet er vel, om det vil være bedre for Røndbjerg at tage over Atlanten og kæmpe sin chance i AHL, hvis ambitionen og drømmen om at få chancen i NHL stadig lever.
Alternativt kan kursen allerede nu være sat mod en karriere i Europa, hvor kursen bør sættes efter en klub og liga, der kan hjælpe Jonas Røndbjerg med at tage næste skridt, så han kan etablere sig som en topspiller.
Om det bliver i Danmark, er dog yderst tvivlsomt. Med lidt farvede briller på, kan en sæson som profil i Metal Ligaen måske hjælpe. Men om det er nok, eller om det bliver opfattet som for stort et tilbageskridt i forhold til de endelige destinationer, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt.