Røndbjerg forlænger med Växjö




Jonas Røndbjerg bliver i Sverige, hvor det nu 19-årige Rungsted-stortalent har fået forlænget kontrakten med de svenske mestre fra Växjö Lakers for den kommende sæson.

– Jonas havde en rigtig fin udvikling denne sæson og vi ser frem mod at fortsætte udviklingen sammen, siger Växjös sportschef, Henrik Evertsson på klubbens hjemmeside.

Røndbjerg spillede hovedparten af sæsonen hos Växjö, hvor det blev til 11 point i 35 SHL-kampe. Derudover blev det til et kort lejeophold hos Allsvenska-klubben Troje/Ljungby, svensk U20-sølv og CHL-kampe for Røndbjerg, der dog ikke kom i kamp for Växjö i slutspillet. Et par forstærkninger pressede nemlig den unge dansker ud af den stærke svenske trup.

Selvom det blot blev til 35 af de 52 grundspilskampe for Røndbjergs vedkommende, så slutter den unge dansker på en flot 12. plads på U20-spillernes pointliga i SHL. Det bliver derfor spændende at se, hvor stort et skridt den tidligere Rungsted-spiller kan tage frem i den kommende sæson.