Her der og næsten alle vegne er der Rungsted-spillere at finde på allstarholdet for 2020-2021 sæsonen.
Fire ud af de seks pladser på sæsonens hold er besat af spillere fra de danske mestre, Rungsted Seier Capital.
Allstarholdet ser således ud:
- Målmand: Cristopher Nihlstorp, Rungsted Seier Capital
- Backer: Shane Hanna, Rungsted Seier Capital, og Davis Vadane, Esbjerg Energy
- Forwards: Nichlas Hardt, Rungsted Seier Capital, Mattias Persson, Rungsted Seier Capital, og Kirill Kabanov, Aalborg Pirates
Hardt storfavorit til MVP-titel
Med Nichlas Hardt som den eneste dansker på allstarholdet, må den nykårede danske mester være storfavorit til at få prisen som årets spiller.
Nichlas Hardt blev nummer syv på pointlisten i grundspillet med 53 point i 47 kampe fordelt på 26 mål og 27 assister.
Hardt var her grundspillets næst mest scorende danske spiller – kun overgået af Rungsteds Rasmus Andersson, der lavede 55 point i 47 kampe.
På målscorerlisten blev Nichlas Hardt nummer tre med 26 mål, mens han blev nummer 17 på assistlisten.
Retter vi blikket på slutspillet, blev Nichlas Hardt nummer ni på pointlisten med 12 point i 15 kampe, mens han blev nummer to på målscorerlisten med otte mål.