
Rungsted Seier Capital fortsætter med at være velrepræsenteret på ugens hold på Faceoff.dk. Selvom Tim Daly for en gangs skyld ikke er på, så er der dog atter to fra Metal Ligaens tophold på holdet.
I denne uge er det Charlie Sarault og træner Flemming Green, der udgør ugens Rungsted-duo på ugens hold.
– Nok havde Rungsted et udfald fredag aften mod SønderjyskE, men tirsdag mod Odense kørte Rungsteds førstekæde hjemmeholdet rundtosset i perioder. Og Sarault lagde til med et hattrick lørdag i Herlev. Sådan skal det gøres, lyder begrundelsen for Saraults plads på holdet.
Han har en rekord på 7-2 og vandt sine fire første kampe i spidsen for et Metal Liga-hold. Alligevel skulle der gå fire uger, før Flemming Green var at finde på ugens hold – og så endda ovenpå en uge, hvor det blev til et nederlag.
– Ok, nederlag i fredagens kamp mod SønderjyskE, men forinden en stensikker sejr over Odense og derefter problemfri gevinst i Herlev lørdag aften. Oven i købet spiller Rungsted dejlig underholdende ishockey og har kurs mod Final4, skriver Faceoff.dk om Flemming Greens første plads på ugens hold.