Rungsted Seier Capital henter amerikansk back




Rungsted Seier Capital Rungsted Ishockey

Den første udenlandske forstærkning til backlinjen er på plads i form af 24-årige Willie Raskob.

– Willie var en af de helt store backprofiler i ECHL i den forgange sæson. Han er ung og sulten, hvilket vi lægger stor vægt på hos os. Han er typen, der driver offensiven bagfra. Han er en glimrende skøjteløber og kommer til at have meget puck i vores opspil.
– I powerplay er han eminent til at styre spillet fra toppen, hvor han er både hurtig i hoved og hænder. Alt i alt en back med sine styrker i offensiven, men samtidig påpasselig i egen zone, siger Rungsted Seier Capitals sportschef, Morten Hagen.



Pasningsstærk back

Willie Raskob beskrives flere steder som en mobil og pasningsstærk back, der gerne vil deltage i spillet fremad.

I den seneste sæson var Raskob blandt de mest producerende backer i ECHL.

Her blev det til en samlet andenplads på backlisten – hvilket det også gjorde på backernes assistliste.

Trods en størrelse på 178 cm og 84 kg har Rungsted Seier Capitals nye back faktisk et ry for også at kunne levere gode open ice hits.



Udviklet under Islanders

Selvom Willie Raskob ikke blev draftet i 2013, da han var valgbar første gang, har Rungsted Seier Capitals nye back været i udviklingssystemet hos New York Islanders.

Her har Raskob deltaget i Islanders “development camp”.



Dalys erstatning

Med tilgangen af Raskob, der er en nordamerikansk offensiv højrefattet back, må det forventes, at det ikke bliver til et gensyn med Tim Daly.

Willie Raskob ligner på mange punkter en direkte erstatning for Tim Daly.

Det må derfor også ventes, at Willie Raskob kommer til at udgøre den ene halvdel af backparret i den kommende sæsons førstekæde, samt en fast del af powerplayet.