Rutineret back forstærker Rungsted




Så er den ottende udenlandske spiller på plads i Rungsted Seier Capital. Forstærkningen kommer i form af den 27-årige finske back, Aleksi Laakso, der er med til at styrke backlinjen.

– Efter flere dages intense forhandlinger lykkedes det at blive enige med Graz 99’ers om at frigive den 27-årige finske back Aleksi Laakso, der dermed tilslutter sig Rungsted Seier Capital-truppen til tirsdagens kamp mod Herning. Med tilgangen af Aleksi Laakso er den defensive side på holdet blevet endnu bredere, og vi håber, Aleksi med sin rutine kan være med til at bære os langt i dette års slutspil, fortæller Rungsted Seier Capital-direktør Thomas Friberg i kampprogrammet til søndagens kamp mellem Rungsted Seier Capital og Hvidovre Fighters.

Med i bagagen har Laakso 359 grundspils- og slutspilskampe i den bedste finske række, hvor det samlet er blevet til 100 point (25 mål og 75 assists).

I 2011-2012 sæsonen optrådte Laakso fire gange på det finske landshold.