Særlige situationer giver særlige tiltag. Og dansk ishockey, især de sjællandske klubber og Odense, står i en særdeles særlig situation i forbindelse med, at der nu er skruet helt ned for tilskuerrestriktionerne frem til januar 2021.
Det betyder, at både fredagens hjemmekamp mod Rødovre og de to hjemmekampe mellem jul og nytår mod henholdsvis Aalborg og Rødovre bliver uden tilskuere i hallen.
Der går dog rygter om, at kampen bliver streamet – med tilladelse fra TV2.
Streamet via Spiideo
Meldingerne går på, at der streames via de kameraer, som klubberne har fået sat op i hallen – altså dem der leverer optagelserne til de små highlights, der deles på de fleste danske ishockeyhjemmesider.
Dette skal så, efter vores meldinger, så kunne ses via hjemmesiden Spiideo.com.
Kun for sæsonkortholdere
Hvor vidt Herlev – Odense også streames fredag, har vi ingen meldinger på. Det er dog nærliggende at tro, at dette også sker, skulle rygterne om en streaming af Rungsted – Rødovre holde stik.
Meldingerne går dog på, at det ikke bliver et stream, der er frit tilgængeligt men derimod, at det kun bliver tilgængeligt for dem med Unlimited Hockey.
Hvorvidt det gælder både hjemmeholdets sæsonkortholdere, udeholdets og neutrale, er der ingen meldinger på.
Der følges selvfølgelig op på rygterne herfra, men hold endelig øje med de officielle sider torsdag og fredag i forhold til officielle udmeldelser.
Om man ender med at få teknikken på plads til fredagens kamp, eller om det ender med andre løsninger, er det helt store spørgsmål, men det er vores klare opfattelse, at der arbejdes på disse løsninger.