Så gælder det klassens nye dreng




Nu hvor der ikke er noget nævneværdigt på programmet fredag aften – og nej, vi tæller altså ikke Vild med Dans som noget nævneværdigt (BASTA!), så ser vi frem mod søndagens kamp.

Søndag aften gælder det sæsonens første kamp mod ligaens nye dreng, Hvidovre Fighters. Med en verden til forskel når det gælder spillerbudget og ligaerfaring, så er det en kamp, som Rungsted ikke må tabe – især hvis vi skal lege med i den sjove ende.

Fortsæt de gode takter

Alfa og omega er her, at takterne føres videre fra Aalborg-kampen. Yderligere gælder det, at man bliver mere effektive foran målet i en kamp, hvor Rungsted må forventes at komme til at dominere spillet. Vi så mod Gentofte, at et overtag i spillet ikke nødvendigvis førte til nok scoringer, så derfor er effektiviteten fra Aalborg-kampen et absolut must mod et hold, der skal overleve på hårdt arbejde, især i egen zone.

At Hvidovres fightere ikke må undervurderes, blev klart med overtidssejren over Odense. Der skal derfor tryk på Hvidovre-målet fra pucken smides, idet vi med fire kæder bør kunne kære Hvidovre-spillerne trætte, så flot fight ikke alene kan holde tre perioder.

Vigtigheden af en sejr i Hvidovre understreges ved, at Rungsted med den tredje sejr i træk kan spille sig op i top fire. En plads der på mange måder må være målet for grundspillet.

Hvem skal stå?

Det store spørgsmål forud for kampen må uden tvivl være, om der ovenpå den flotte præstation i Aalborg er genvalg til Sebastian Feuk, eller om man vil forsøge at bruge kampen mod en på papiret svag modstander til, at Kevin Lindskoug kan blive spillet bedre ind i ligaen, end de tre første kampe har gjort.

Det bliver i hvert fald mere og mere svært at argumentere imod, at Sebastian Feuk skal have et reelt run som førstevalget i Rungsted-målet. Så hvorfor ikke give ham chancen nu?