Silly season: Vanvittigt rygte – NHL-dansker rygtes hjem




Vildt rygte: NHL-dansker hjem rygtes hjem!

Det er desværre et særsyn for de mange danske ishockeyromantikere, at de store navne kommer hjem og slutter karrieren på dansk is.

Hverken Jannik Hansen, Frans Nielsen eller Peter Regin gjorde det.

Eneste der indtil videre har gjort det, er Philip Larsen. Og med al ære og respekt så huskes Esbjerg-backen nok mere for sine fremragende præstationer i KHL fremfor NHL.

Nu skulle det dog være muligt, at en af de helt store danske NHL-stjerner vender hjem. Den højst draftede dansker i NHL.

Vi har fået to rygter ind her – som dog går i hver sin retning, men de går på en og samme spiller – nemlig Mikkel Bødker.

Her går rygterne på, at Mikkel Bødker, der i denne sæson spillede for HV71 i SHL, enten stopper ishockeykarrieren, eller vender hjem til Danmark for at spille.

I forhold til et punktum for den flotte og imponerende karriere på dansk is, er det fristende – og måske lidt optimistisk at tro på, at Bødker vælger en klub i københavnerområdet, når der også skal tages hensyn til forhold udenfor isen.

Vi forsøger selvfølgelig løbende at følge op på disse rygter. For det lyder næsten for godt til at være sandt, da det er noget, som enhver dansk ishockeyfan drømmer om.

Med de lidt romantiske blå briller på kan man håbe, at Mikkel Bødker er en af de kaniner, som Thomas Friberg i en af sine sæsonstatusser talte om.

Bødker kender i hvert fald organisationen i Rungsted, da han løbende har trænet med der om sommeren gennem flere sæsoner.

Uanset hvem der løber med Mikkel Bødkers underskrift, vil det uden overdrivelse vel være en af de største danske signinger nogensinde, når man henter en dansk spiller med 700+ NHL-kampe på CV’et.