Slutspilsbilledet: Herlev-sejr giver nyt håb




Lørdagens nederlag til SønderjyskE var en streg i regningen i håbet om en top fire eller top seks-placering. En syvendeplads med play-in kampe mod Herlev er pt. det mest sandsynlige.

Odense gav os dog ved deres 6-2 nederlag til Herlev et spinkelt strå at klamre sig til. Odense er nu fire point foran os og bedre i de indbyrdes opgør, så vi skal altså i de sidste fire spillerunder have fem point mere end dem.

Odense mangler SønderjyskE, Hvidovre og Esbjerg på hjemmebane, samt Herning på udebane, mens vi mangler Frederikshavn, Herlev og Herning på hjemmebane og Hvidovre på udebane.

Men en stærk slutspurt vil vi altså have chance for at gå forbi Odense, der netop har sagt farvel til deres stærke svenske målmand, Robin Rahm. Ligesom vi i teorien kan gå forbi Frederikshavn, Esbjerg og Rødovre, men det virker som tingene ser ud i dag teoretisk.

Vi kan ikke bare kigge opad i tabellen, vi kan i princippet blive overhalet af Gentofte, som med et overtidsnederlag i dag i Esbjerg kun er tre point efter os. Gentofte har dog spillet en kamp mere end os og mangler at møde de to tophold, Herning og Aalborg. Så forhåbentligvis bliver dette ikke en realitet, da dette vil sende os ud i play-in-kampe mod SønderjyskE, der vil være en meget hårdere modstander end Herlev.

At slutte de sidste fire kampe med gode resultater, vil ikke bare kunne sikre os at undgå play-in, men også sætte os i respekt, således at vi ikke bliver valgt at Herning eller Aalborg i kvartfinalerne.

Vi opdaterer slutspilsbilledet her på hjemmesiden efter hver spillerunde.

Stort tak for lån af billedet til Marc Andersen. Du kan se flere af hans ishockeybilleder via dette link.