Stor svensk back bliver syvende udlænding




Så er den syvende udenlandske spiller fundet til den kommende sæsons trup. Det blev den 25-årige svenske back Simon Fredriksson, der fuldender den udenlandske del af truppen i denne omgang, da den sidste plads først ventes besat i løbet af sæsonen.

Politimand Fredriksson, som man fristes til at kalde ham, måler hele 195 cm. og vejer hele 100 kg., så der er i den grad tale om en fysisk forstærkning til backlinjen, der på flere områder ikke tæller så meget fysik. Fredriksson skal derfor meget vel være manden, der skal gøre det surt for modstandernes forwards at komme for tæt på Thomas Lillie.

Fredriksson forventes allerede at få debut i fredagens træningskamp mod Helsingborg.

Lidt overraskende valg
Signingen af Fredriksson overrasker redaktionen på Champagnebugten lidt. Ikke fordi vi ikke kan se fornuften i at tilføje mere fysik til backlinjen, men mere af følgende grunde:

Højere hylde – Det kan godt lyde lidt forkælet og forventningsfuldt, men vi havde faktisk forventet, at den sidste udenlandske spiller ville have et bedre cv end det, som Fredriksson kommer med.

Det offensive element – Sammenligner vi backlinjen med sidste sæsons, virker det til, at man har erstattet Nash, Vernace og Laakso med Daly og Fredriksson, samt Jelert/Schulze. Ser vi på Fredrikssons år som senior, så forventer vi næppe en pointproduktion på over 0,2-0,3 i snit, hvorved pointene fra backerne – især i powerplay, næsten udelukkende så skal komme fra Daly og Jensen.

Håbet er derfor, at forarbejdet på kontrakten med Fredriksson er gjort så godt, så man faktisk har fundet en spiller, der kan overraske positivt og tilføre holdet mere end blot en fysik tilstedeværelse på backlinjen. Måske en ny Joel Johansson, hvis man ser rigtigt optimistisk på det.