I tilfælde af at du ikke har fået det med, så topper Rungsted Seier Capital fortsat Metal Ligaen – ubesejret – med 12 point efter fire kampe.
Kampen mod Esbjerg var dog nok den kamp, hvor Rungsted kom under det største pres i denne sæson, men det var ikke nok til at ryste Metal Ligaens tophold, der vandt 4-2.
LÆS MERE: Rungsted-dominans på ugens hold
The Daly Show fortsætter
Tim Daly har i den grad taget Metal Ligaen med storm. Og fortsætter med at gøre det. Rungsteds canadiske back spillede med to mål og en assist en nøglerolle i sejren over Esbjerg. Og mon ikke at Mathias Seldrup stadig har onde drømme om det skud, der røg mellem benene, da Daly fyrede kanonen af?
Powerplayet fortsætter styrken
I sidste sæson kunne man godt få en fornemmelse af, at succesraten i perioder afhang af, hvad Morten Green fandt på. I denne sæson bliver der skudt med skarpt fra alle kanter. Flemming Greens powerplaystrategi og tiltro til spillernes egen kreativitet ser i den grad ud til at sidde lige i skabet – eller modstandernes netmasker.
Denne gang blev det til to powerplayscoringer ud af fire forsøg, da først Tim Daly og sidenhen Simon Fredriksson scorede i overtalssituationer.
LÆS MERE: Følg big data-analysen kamp for kamp
Blev det en dyr sejr?
De fleste tilskuere i Bitcoin Arena forlod dog hallen med en lille bange anelse, efter Mikael T. Christensen forlod kampen ovenpå en tackling. Der håbes herfra på, at der blot er tale om en beskyttende foranstaltning, da man ikke vil tage nogle chancer ovenpå TC’s historik med hjernerystelser.
Den sympatiske publikumsdarling får efter vores oplysninger lov til at sunde sig lidt ovenpå kampen, før man ved, hvad status er. Et forsigtigt bud herfra er, at TC nok sidder ude til fredagens kamp mod Rødovre.