To år til Schulze




Ovenpå Oliver Trues skifte til Odense Bulldogs kom en af de nyheder, som mange havde set frem til. Oscar Schulze er at finde i Rungsted-trøjen de næste to sæsoner.

Oscar Schulze har haft en række fine indhop i guldsæsonen, hvor den unge back har udfyldt rollen som syvende/ottende back sammen med Bertram Jelert.

– Ved at give Oscar en to-årig kontrakt har vi lavet en god udviklingsplan for Oscar, da det er en høj prioritet for os at udvikle egne talenter. Oscar er en stor og fysisk stærk back, som vi er overbevist om nok skal udvikle sig til en god og stabil back i Metal Ligaen, udtaler Rungsted Seier Capitals sportschef Morten Hagen på klubbens hjemmeside.

Dermed er der også lagt op til, at den kommende sæson skal byde på endnu mere udvikling af den unge – men 192 cm og 100 kg store 18-årige back.