True har kurs mod NHL – kaldt op til Sharks




Bliver dette sæsonen, hvor vi får den første Rungsted-spiller at se i NHL?



Alexander True er op til anden runde af NHL-slutspillet blevet kaldt op i San Jose Sharks’ trup, når de møder Colorado Avalanche.

Første kamp spilles allerede natten til lørdag, men om True er med i kamp der, er dog i øjeblikket yderst tvivlsomt.



Hvad er chancerne for at komme i kamp?

True er sammen med fire andre spillere kaldt op i Sharks-truppen. San Jose blev i løbet af serien mod Las Vegas ramt gentagende gange på skadesfronten, hvor især forwardsiden stod for skud.

Værd at bemærke er, at True sammen med Antti Suomela er de eneste to forwards, der er kaldt op. Suomela har allerede spillet for Sharks i denne sæson – både i grund- og slutspil, så han må næsten forventes at stå foran True i kapløbet om spilletid.

Det betyder så, at True i teorien vel må være cirka to skader fra at få sin NHL-debut.