Med afgangen af både Oscar Schulze og Bertram Jelert opstod der et hul i form af yngre backer i truppen hos de danske mestre fra Rungsted Seier Capital.
Det hul udfylder U20-landsholdsspilleren med det så passende efternavn, William Back, der op til denne sæson kommer til klubben fra Hvidovre.
En stærk indsats ved U20-landsholdssamlingen i juni fangede Rungsted-sportschef Morten Hagens interesse.
– Morten Hagen kontaktede mig, da man ønskede at tilknytte en ung back til holdet. Morten havde set mig under den sidste U20-landsholdssamling i juni måned og havde der talt med landstrænerne, fortæller William Back på Rungsted Seier Capitals facebookside.
Hockey på fuld tid
Med skiftet sætter William Back også fuldt fokus på ishockeyen, hvor den første kamp i Rungsted-trøjen også bliver den unge backs Metal Liga-debut.
– Jeg blev færdig som student i juni måned, så nu har jeg både tiden og ikke mindst lysten til at træne på fuldtid.
– Jeg føler, at det er en stor ære at blive kontaktet af de dobbelt danske mestre. Jeg er meget glad for, at klubben vil give mig chancen i Metal Ligaen og er klar til at gøre en stor indsats for holdet, fortæller William Back.
#65
Den 187 cm høje og 84 kg tunge back kommer til at spille med nummer 65 for Rungsted i den kommende sæson.
19-årige William Back er den eneste højrefattede back på holdet udover all-starbacken Tim Daly.