Andersson: Indsatsen var det, der var vigtig




Efter et par træningspas fik Rungsted Seier Capital den første kamp i benene, siden guldet blev fejret i Vojens, da Odense Bulldogs var på besøg i Bitcoin Arena.

– Det var rigtigt sjovt at endelig spille kamp igen. Man nød guldet et lille stykke tid, men så småt begyndte suget at melde sig igen for at spille kamp.

– Jeg synes egentligt, at det var en klassisk første kamp. Vi har et par nye stykker, som skal ind i spilsystemer og så videre, men alt i alt en indsats vi kan lære noget af – og så lægger vi resultatet bag os, fortæller Rasmus Andersson til Champagnebugten.



Udvisningerne kostede

Sæsonens første træningskamp faldt ud med en sejr til gæsterne, hvor især antallet af udvisninger kom i vejen for hjemmeholdet.

– Inden kampstart snakkede vi om, at det var indsatsen, der var vigtig. Jeg synes, at vi kæmpede godt, men lavede lidt for mange dumme udvisninger og klassiske fejl. Nu på mandag gennemgår vi kampen på videomøde og så lærer vi, det vi kan af den, fortæller Rasmus Andersson.



Vil bevise sit værd som afslutter

Træningskampen mod Odense Bulldogs viste også de første indikationer på, hvem der kommer til at udfylde hullet efter Robin Bergman i ”svenskerkæden”.

Kan Rasmus Andersson få indstillet kanonen korrekt, så kan det i den grad blive spændende at følge, hvordan samarbejdet mellem ham og Marcus Olsson og især den stærke playmaker, Mattias Persson, udvikler sig i løbet af sæsonen.

– Det er en rigtig fed chance at få. Jeg kan godt mærke, at niveauet bliver skruet en tak op med Marcus og Persson, men det velkommer jeg og det udvikler mig. Jeg føler, at jeg er et godt tredje link i kæden, fordi jeg passer godt som afslutter der. Det er også noget, vi har snakket om i kæden; jeg er sat der for at score mål. Jeg tror meget på mig selv og kommer til at bevise mit værd for pladsen.

Få dit navn på trøjen

Der er lidt under en måned til deadlinen for trøjesponsoratet.

Vi er godt på vej til at få Champagnebugten og de mange, der støtter op omkring det, på en af kampetrøjerne i den kommende sæson (det bliver dog ikke Champions Hockey League-trøjerne).

Læs mere om indsamlingen til fansponsoratet her.