Andersson vil nå længere med Rungsted




Han kom nærmest flyvende ind fra højre som et ubeskrevet blad mod slutningen af sæsonen, men Rasmus Andersson gik hurtigt ind og blev en af de bærende kræfter på holdet, hvor han med sin fart og sit offensive spil blev et vigtigt våben for Rungsted Seier Capital.

Glæden ved at have Rasmus Andersson i Rungsted-trøjen var gengældt, hvilket betyder, at tilskuerne i Bitcoin Arena kan se frem til endnu en sæson med nummer 22 på isen.

Læs mere: Lillie kommer til Rungsted med ambitioner

– Jeg valgte Rungsted, fordi jeg trives godt i klubben. Jeg udviklede mig under mine måneder i klubben og havde en god tid. jeg føler, at en sæson til i Rungsted-trøjen vil gøre mig godt. Jeg valgte kontinuitet, fremfor at starte op et nyt sted igen, og få lidt arbejdsro, fortæller Rasmus Andersson til Champagnebugten.

Den snart 21-årige forward nåede otte kampe i grundspillet, samt 14 kampe i slutspillet. I alt blev det til 14 point, så der er naturligvis forventninger til, at den unge wing vil styrke produktionen, når det gælder om at bygge videre på bronzemedaljerne.

Læs mere: Silly season – Trupstatus #2

– Jeg følte, at min sidste sæson gik godt, fra da jeg kom til Rungsted.  Lige de første par kampe var mere en indkøringsfase, men efterhånden kom jeg mere og mere ind i det. Jeg fik også mere og mere spilletid, jo længere sæsonens skred fremad, og så bliver det også lettere og producere, fortæller Rasmus Andersson, der havde bud fra andre klubber end Rungsted.

Indkøringsfasen er forbi, så nu gælder det den næste fase og det næste skridt i den unge wings udvikling, når pucken smides til 2018-2019 sæsonen.

– Jeg går ind med de forventninger, at jeg skal tage næste skridt i min udvikling og udvikle de ting i spillet, som jeg vil arbejde på, skud, puckbeskyttelse med mere. Jeg ser mig selv spille i en offensiv rolle og tage et ansvar i det moment af spillet. Den rolle jeg havde i slutspillet, og det er den rolle, som jeg trives med at have.

– Mine forventninger til holdet er, at vi skal nå længere end i år og forhåbentligt vinde ligaen, lyder den klare udmelding fra Rasmus Andersson.

Foto: Marc Andersen – Photo-Andersen.dk