Det er aldrig sjovt at se klubfolk, der har været i klubben, i hver der kan virke som en menneskealder, søge andre græsgange. Det sætter gang i en masse følelser, både for de involverede parter, men også for fans og andre, der har deres gang i og omkring klubben, når det sker.
Det kan næsten efterlade samme følelse, som når en ekskæreste finder sammen med en i vennekredsen.
Med de afgange som Rungsted Seier Capital har set ovenpå bronzesæsonen, har især to afskeder fået netop disse følelser frem. Det er selvfølgelig William Boysens skifte til Frederikshavn og Marcus Nielsens ditto til Odense. Det er vemodigt, men det er også forståeligt, når man dykker nærmere ned i det.
Og hvorfor er det så det?
LÆS MERE: Andersson vil nå længere med Rungsted
Chancen skal søges i det høje nord
Hvis vi begynder med William Boysen, så er han blot seneste skud på stammen af danske ishockeyspillere, der jagter chancen og det helt store gennembrud ved at skifte til Frederikshavn. Tidligere har man blandt andet set en lang stribe Herning-drenge tage nordpå, hvor Frederik Andersen nok er bedste eksempel på, hvad man kan få ud af at tage derhen, hvor der er mulighed for at få den istid, der kan udvikle en.
Det er selvfølgelig bundærgerligt, at det ikke kan ske på hjemmebane, i barndomsklubben. Men sportens verden er ikke altid så romantisk, som vi gerne vil gøre den til.
William Boysen fik i den forgangne sæson muligheden for at erobre den top seksplacering på holdet, som nok uden tvivl må være en ambition for en spiller på Boysens alder og med hans talent. Men fra en plads i førstekæden med Morten Green og Robin Bergman gled Boysen længere og længere ned i hierarkiet og sluttede i tredjekæden, da bronzemedaljerne blev fordelt.
Ovenpå den sæson, med udgangspunkt i de spillere, der ellers er på kontrakt for den kommende sæson, samt en forventning om yderligere to udenlandske forwards, hvoraf den ene er en direkte erstatning for Morten Green, spørger undertegnet, hvem af de andre, som William Boysen skulle skubbe ud af første-, anden- eller tredjekæden?
Rungsted Seier Capital står i dag noget stærkere, end det blot var tilfældet for få år tilbage. De økonomiske muskler har vokset sig så store, at der i dag er ambitioner om ikke blot at spille med i ligaen, men om at spille med der, hvor det for alvor er sjovt. Det er vel også det, man som hockeyfan gerne vil se.
For at nå dertil kræves det gode spillere. Måske endda bedre end hvad man kan få op fra egne ungdom. I dette tilfælde ville alternativet være Boysen i fjerdekæden. Men vil det være fair for en så talentfuld ung spiller? Og måske endnu vigtigere, vil Boysen have stillet sig tilfreds med det? Eller sagt på en anden måde: Skulle han stille sig tilfreds med det?
Svaret virker lige til. Nej, han skal ikke stille sig tilfreds med en plads i fjerdekæden, for det er han for god til. Det giver derfor god mening, at ambitionen forsøges indfriet andetsteds. Det er dog altid øv, at en klubmand forlader klubben, men i bund og grund er det et resultat af, at Rungsted Seier Capital i skrivende stund ser ud til at have et fundament så stærk, at Boysen ikke længere er selvskrevet til en plads i de tre første kæder.
LÆS MERE: Lillie kommer til Rungsted med ambitioner
Fra altmuligmand til back der søger mere ansvar
De fleste klubber har fra tid til anden haft en spiller, der bliver flyttet rundt på pladserne, alt efter hvor der lige er brug for en brandslukning eller gardering. For Rungsted har Marcus Nielsen været en af de spillere, der har udfyldt den rolle gennem de sidste par sæsoner. Omskolingen fra forward til back har åbenbart været så stor en succes, at Marcus Nielsen i dag ser ud til hellere at vil spille back end forward.
Men hvorfor kommer han så ikke til det i Rungsted?
Undertegnet husker stadig en af sine første samtaler med Marcus Nielsen. Det var i forbindelse med et interview med den dengang 15-årige 1. divisionsspiller, der drømte om at komme til Sverige. Det er efterhånden en del år siden. Men det gør ikke mindre ondt af den grund, at en spiller, der har været med i hele genopbygningsfasen, nu har været tvunget til at søge andre græsgange.
Men tilbage til spørgsmålet. I skrivende stund har Rungsted Seier Capital fire danske backer på kontrakt – i hvert fald offentliggjorte. Herfra forventes der yderligere to til tre udenlandske backer, alt efter om man indleder sæsonen med syv eller otte imports.
Hvordan vil det så have stillet Marcus Nielsen? Et godt bud er, at han så sammen med Bertram Jelert ville have udgjort det fjerde backpar – altså som syvende eller ottende back med udsigt til minimal istid. Det er svært at se Rungsted Seier Capital hente udenlandske backer, der ikke vil være stærkere end Marcus Nielsen. Ja, det lyder lidt groft, men skal man bruge de penge, som en udenlandsk back koster, så vil man nok også gå efter en, der er bedre end det, som man allerede har eller havde. Ellers er der intet formål i det.
LÆS MERE: Fansponsorat – Få dit navn på trøjen!
Ser vi på Marcus Nielsens potentielle plads i hierarkiet, så havde han været oppe imod Morten Jensen, Mathias Røndbjerg og Joachim Holten Møller. Røndbjerg og Holten Møller udgjorde i sidste sæson et stabilt makkerpar i tredjekæden, hvilket de meget vel vil komme til at gøre i den kommende sæson.
Det efterlader Morten Jensen, der udgjorde den ene halvdel af førstekæden. Den anden halvdel vil med stor sandsynlighed blive besat af en udenlandsk profil i den kommende sæson, hvilket efterlader andet backpar som en mulighed. Med tre udenlandske backer, alt efter om man vil skubbe Røndbjerg frem i et forsøg på at øge hans udvikling, eller give Jelert chancen, så ligner anden backpar et rent udenlandsk backpar.
Vi er her lidt tilbage ved samme situation som hos William Boysen, at det er svært at forlange så stor en indsats, fra en spiller, der rent niveaumæssigt og aldersmæssigt bør forvente mere. Med sit skifte til Odense har Marcus Nielsen reelt en god mulighed for at gå ind og blive en top seks-back, hvis endda ikke en top fire-back og få den istid og det ansvar, der følger med.
Det er bundærgerligt, ikke mindst fordi det er så pokkers dejligt at se drenge, der er vokset op i hallen gå ind og være bærende kræfter på holdet. Virkeligheden er dog ikke altid sådan. Det gør det ikke mindre vemodigt, men det er desværre forståeligt, at man er gået hver til sit. Men det hindrer ikke en i at håbe på et kærligt gensyn engang ude i fremtiden.
Denne blog er skrevet af Lars Johansen. Synspunkterne deri står undertegnet ene og alene på mål overfor.