Boysen og SønderjyskE kommer på besøg




William Boysen Rungsted Seier Capital

For anden kamp i træk gælder det SønderjyskE, når William Boysen gør sit første comeback til Bitcoin Arena siden skiftet til klubben fra Vojens.

Rungsted Seier Capital hev en fin 4-2 sejr i Vojens og må også være favoritter til at tage sejren fredag aften.



Fokus på rivalerne

Det er måske lidt tidligt på sæsonen at tale om rivaler, konkurrenter og duellen om top fire, men den bliver ikke mindre aktuel af den grund.

Rungsted Seier Capital har forud for kampen tre point ned til netop SønderjyskE på femtepladsen, så det kan enten hedde førsteplads eller lukket hul ned til femtepladsen, alt efter hvem der tager de tre point.

Hullet fra top fire og ned til de øvrige hold kan blive mere markant, hvis Herning som forventet slår Rødovre.

For nogle sæsoner siden havde det sikkert faldet mange for brystet, hvis man sagde, at SønderjyskE var et af de hold, som man skulle slå for at komme i top fire – men det er ikke desto mindre tilfældet.



Får svenskerkæden støtte af nordamerikanerne?

Kæden med Marcus Olsson, Mattias Persson og Nichlas Hardt i front var inde over samtlige fire mål, da Rungsted Seier Capital i søndags vandt over SønderjyskE.

Mario Simioni vil derfor uden tvivl have fokus på at lukke netop den kæde ned. Og det stiller endnu større krav til, at kæden med Charlie Sarault, Alex Wideman og Nikolaj Rosenthal får hul på produktionen.