Sæsonens tredje rævejagt står for døren, når Rungsted Seier Capital tager imod Herning Blue Fox.
Efter en lidt sløj start på sæsonen – lidt længere for Herning end Rungsted, så er det to hold med næsten identisk formkurve over de sidste fem kampe, der mødes i Bitcoin Arena.
Der venter med andre ord et noget bedre kørende Herning-hold, end sidst midtjyderne var på besøg hos de danske mestre.
Kan bredden stå distancen?
Rungsted Seier Capitals bredde bliver for alvor testet i tirsdagens opgør, hvor man mangler en håndfuld spillere grundet skader og det kommende U20 VM.
Det kommer især til at mærkes på backsiden, hvor tre ud af truppens otte backer mangler.
Spørgsmålet her er, om man kører med dobbeltskift til for eksempel en Shane Hanna, eller om man flytter en forward ned som den sidste back i tredjekæden sammen med Joachim Holten Møller.
Det vil dog nærmest helt fjerne den i forvejen amputerede fjerdekæde, hvis man rykker en forward ned som back.
LÆS MERE: Ishockeyodds: Kan Rungsted gøre det igen?
Chanceskabende og underholdende
Både Rungsted Seier Capital og Herning Blue Fox har gennem sæsonen været blandt de mest chanceskabende hold i Metal Ligaen.
Effektiviteten har dog været markant bedre ved Metal Ligaens mest scorende hold, Rungsted, end den har været det hos gæsterne, der dog stille og roligt er ved at komme efter det.
Lige netop effektiviteten kommer også til at spille en rolle i en kamp, hvor bredden bliver testen og ræven gerne skal pelses endnu en gang.