2018-udgaven af NHL-draften blev uden danske spillere blandt de i alt 217 draftede ishockeytalenter, da årets NHL Draft løb af stablen i Dallas.
Syv danske spillere var ellers i NHL-klubbernes søgelys forud for draften. Set med Rungsted-briller var der dermed mulighed for en historisk draft med hele to tidligere Rungsted-talenter valgbare i form af Oliver True og Jacob Schmidt-Svejstrup, men ingen af de to unge forwards blev taget af de 31 NHL-klubber.
LÆS MERE: Double-triumf koster dansk deltagelse i Continental Cup
Drømmen om NHL er ikke nødvendigvis slut for de unge ishockeyspillere, selvom den nok er blevet noget længere og mere besværlig, efter at være blevet forbigået i draften.
Oliver True fortsætter sit ophold i Canada i den kommende sæson, hvor den 18-årige højre wing atter trækker Ottawa 67’s-trøjen over hovedet, mens 20-årige USHL-mester, Jacob Schmidt-Svejstrup, skifter juniortilværelsen ud med collegehockey, hvor han skal spille for University of Maine i NCAA.