Officielt: Sarault skifter til DEL2




Charlie Sarault Rungsted Ishockey

Ganske som spået, tilbage i april, så skifter Charlie Sarault til DEL2, hvor han i den kommende sæson skal spille for Ravensburg Towerstars.

Towerstars kom i denne sæson frem til semifinalen, så med Sarault får de en spiller, der ved, hvad der skal til for at gå hele vejen.

– Vi er meget glade for, at Charlie, en af ​​vores drømmespillere, har valgt os. Han er i den bedste ishockeyalder, har spillet i de øverste ligaer i Europa og er et meget vigtig komponent i vores planlægning, siger den fremtidige sportsdirektør, Daniel Heinrizi, på klubbens hjemmeside.

Sarault er især tiltænkt en nøglerolle i sin nye klubs powerplay.



Metal Ligaen mister dominerende spiller

Med Saraults skifte til tysk ishockey mister Metal Ligaen, endnu engang, en af sine mest markante profiler i de seneste sæsoner.

I sine to sæsoner for Rungsted Seier Capital har Charlie Sarault vundet to mesterskaber og en pokaltitel.

På det individuelle niveau nåede Sarault 116 kampe i Metal Ligaen (grundspil + slutspil), hvor det blev til intet mindre end 134 point.

Set over de sidste tre sæsoner, hvoraf Charlie Sarault kun spillede de to i Danmark, er han nummer fem på pointlisten.