Sømmene er endnu ikke slået i Gentoftes kiste, men rygterne om hvilke spillere, der ryger til hvilke klubber, florerer allerede.
Der går allerede solide rygter om, at Teemu Seppänen er på vej til Frederikshavn, mens Rødovre også skulle være ude efter en finsk forstærkning.
Vi kaster os her over dødsboet og ser på, hvilke spillere der kan være interessante med Rungsted-briller.
Målmændene
Der er ingen tvivl om, at Teemu Seppänen er en af de Gentofte-spillere, der får lettest ved at finde en ny arbejdsgiver. Sidste sæson var den stærke finne vel om nogen manden, der sammen med Virtala-brødrene skaffede Gentofte DM-medaljerne. Om han er aktuel i forhold til Rungsted, er dog yderst tvivlsomt. I Sebastian Feuk har vi en af ligaens bedste danske målmænd, hvis ikke den bedste, mens Kevin Lindskoug ser ud til at have fundet det niveau, som har været ønsket. Det er derfor svært at se tilgangen af en Gentofte-målmand i Rungsted.
LÆS MERE: Kommentar: Gentoftes problemer skulle være undgået
Backerne
Ifølge vores informationer er man ude efter en forward-forstærkning, især med henblik på klubbens ottende udlænding. Det får os til at kigge bort fra Gentoftes udenlandske backer, selvom en spiller som Joonas Riekkinen kan være interessant, da han kan spille både center og back. Men ham vender vi senere.
Tilbage er derfor Gentoftes danske backer, hvis man ønsker at styrke backsiden. Hvis vi ser bort fra de yngste backer, der næppe er relevante på nuværende tidspunkt, efterlader det Mads Carlsen (23 år) og Rasmus Lyø (23 år).
Før han kom til Gentofte leverede Lyø +10 point i de seneste to sæsoner for Odense. I denne sæson er det blot blevet til 22 kampe og fem point. Det er ikke blot højden, der er til forskel på de to Gentofte-backer. Carlsens produktion er tæt på ikke eksisterende, mens +/- statistikken viser et tydeligt billede af, at Lyø skulle være den af de to, som man lagde billet ind på, skulle man ønske at tilføje endnu en back.
LÆS MERE: Sådan påvirker en Gentofte-konkurs Rungsted
Forwarderne
På forwardsiden har Gentofte både en stribe finske og danske profiler, så bør få et skud.
Ser vi på den finske side, så er der Stars-topscorer Marko Virtala, Ville Järveläinen og Joonas Riekkinen, som alle har elementer, der kan bruges i den nuværende Rungsted-trup.
Med 40 point i 39 kampe er Marko Virtala gået op i produktionen i forhold til sidste sæson, hvor han og brormand i den grad fik stjernerne til at funkle. Han bør være et hot emne i samtlige Metal Liga-klubber, der er på udkig efter offensiv forstærkning og en ledertype.
Selvom produktionen ikke helt matcher Virtalas, så er Ville Järveläinen et kort, som skal have et kig. Den lille finne (blot 165 cm) er højreskytte og ligaens næstfarligste målscorer. Med 20 mål i 39 kampe er Järveläinen blot overgået af Frederikshavns Nick Olesen, når det gælder flest mål i denne sæson.
Sidste finske kort vi vender her er Joonas Riekkinen. Riekkinen rammer nogenlunde samme pointproduktion som sidste sæson (ca. 0,80 point per kamp), samt han ud over at spille center også kan spille back. Riekkinen har et niveau, der gør ham interessant for de fleste Metal Liga-klubber, samt evnen til at dække flere huller på holdkortet. Men han kan godt blive overskygget af sine finske holdkammerater, hvis holdene udelukkende går efter produktionen.
Der er også mulighed for dansk forstærkning på forwardsiden. Her må de to mest interessante danske kort fra det potentielt kommende dødsbo være Andre Pison og Luis Blak Olsen. Blak Olsen fik vel sit helt store ligagennembrud sidste sæson, hvor det blev til 20 point i 45 kampe. Produktionen har været noget lavere denne sæson, hvor det er blevet til seks mål og seks assists i 39 kampe.
Rent offensivt matches Blak Olsens produktion næsten af Andre Pisons, men forskellen på de to ligger på +/- siden, hvor Blak Olsen i den grad står stærkere end Pison.
Spørgsmålet i forhold til Blak Olsen og Pison er dog, om det giver mening at se på – med al ære og respekt, breddeforstærkning, når man i forvejen ser på en udenlandsk forward, der kan skabe offensiv, samt har Mikael T. Christensen og Nikolaj Krag Christensen på vej tilbage. Så er vi reelt ude i, at en Blak Olsen skulle erstatte Nikolai Gade, Emil Oliver Christensen, William Boysen eller Marcus Nielsen, mens Gustav Green og William Nistrup så næppe kommer til at se meget mere ligahockey denne sæson.