NI I STREG! Rungsted Seier Capital skrev klubrekord med den niende sejr i streg, da Esbjerg blev slået med 6-2 ovenpå en utrolig stærk kamp af Metal Ligaens tophold.
Dominans fra første faceoff
At der er stor forskel på Metal Ligaens tophold og et hold i spil til playin, var at se fra første faceoff i torsdagens kamp.
Første periode så ren dominans på isen, hvor Rungsted-spillerne på skift kørte rundt med Esbjergs spillere. Der skulle dog gå lidt tid, før den første scoring kom. Her udnyttede Tyler Fiddler pladsen foran Esbjerg-målet til at sætte en returpuck ind.
Overtaget fortsatte efterfølgende og endnu engang viste ligaens bedste powerplay skræmmende styrke, da Rasmus Andersson på bedste Alexander Ovechkin-stil smækkede en one timer ind i powerplay.
Esbjerg fik også et skud på mål. Med lidt under et halvt minut tilbage af perioden fik esbjergenserne deres eneste skud på mål i første periode.
LÆS MERE: Dagens spil: Rungsted Seier Capital – Esbjerg
Powerplayenes periode
En udvisning fra slutningen af første periode gav Esbjerg en hjælpende hånd tidligt i anden periode, hvor esbjergenserne reducerede til 2-1.
Esbjerg var dog ikke eneste hold, der kunne i powerplay i anden periode. Det kunne Rungsteds svenskere også. Her gjorde Marcus Olsson det til 3-1, da han tæt på mål styrede pucken højt op i målet. Efterfølgende var det Robin Bergman, der lynede. Her udnyttede Bergman og Rungsted-powerplayet pladsen til at køre rundt med gæsterne og gøre det til 4-1.
Perioden endte dog 2-2, hvilket kan indikere en tættere periode, end det egentligt var, da en høj styring snød Thomas Lillie ved 4-2 målet.
LÆS MERE: Video: Se svenskershowet i Frederikshavn
Esbjerg på isen…
“Vi vil have Esbjerg på isen”, lød det fra langsiden i Bitcoin Arena, da Esbjerg skiftede målmand.
Opvisningen fortsatte nemlig i tredje periode. Først kørte svensker-kæden rundt med Esbjerg, hvor Robin Bergman efter at have kaldt på pucken smækkede den ind.
Derefter var der dømt tic, tac, toe, da Charlie Sarault, Tyler Fiddler og Nikolaj Rosenthal på flotteste vis spillede sig igennem Esbjergs defensiv, som var de en flok træningskegler.
Klubrekorden for fleste sejre i streg kom dermed i hus på absolut flotteste vis!
Kampen i tal:
Rungsted Seier Capital – Esbjerg Energy x6-2 (2-0, 2-2, 2-0)
13.47 1-0 Tyler Fiddler (Simon Fredriksson, Nikolaj Rosenthal) PP
19.05 2-0 Rasmus Andersson (Morten Jensen, Robin Bergman) PP
20.51 2-1 Niklas Andersen (Jeppe Vinther, Marc Hagel) PP
22.46 3-1 Marcus Olsson (Mattias Persson) PP
29.00 4-1 Robin Bergman (Mattias Persson) PP
30.34 4-2 Mark Derlago (Felix Scheel, Max French)
43.07 5-2 Robin Bergman (Mattias Persson).
45.54 6-2 Nikolaj Rosenthal (Charlie Sarault, Tyler Fiddler).
Udvisninger:
Rungsted Seier Capital: 7 x 2 min.
Esbjerg Energy: 8 x 2 min.
Skud: 28-20.
Tilskuere: ?