Sådan påvirker en Gentofte-konkurs Rungsted




Den enes død, den andens brød. Ender Gentofte Stars’ økonomiske problemer med et farvel til ligaen før grundspillet er afsluttet, er der i skrivende stund ingen ligaklubber, der får lige så meget gavn af det rent pointmæssigt som Rungsted Seier Capital.

Forlader Gentofte turneringen, så fjernes deres kampe fra tabellen. Med andre ord, vundne point mod Gentofte fjernes. Og det vil i den grad være til fordel for Rungsted, der blot taber to point derved.

LÆS MERE: Kommentar: Gentoftes problemer skulle være undgået

Dem der vil tabe mest ved et Gentofte-exit, vil være Herning og Frederikshavn, der begge vil tabe hele 10 point derved. Rungsted henter dermed hele otte point ind på Frederikshavn og seks på Odense, hvorved Rungsted så blot vil være et point fra tredjepladsen mod ni på nuværende tidspunkt.

Trækker Gentofte sig, vil det ikke blot sikre, at ingen hold efter grundspillet er færdige i form af at nå slutspillet, men det vil også få stor betydning for placeringerne i forhold til top fire og top seks.

LÆS MERE: På spillerrov i Gentofte – dem skal Rungsted gå efter

Det stiller dog samtidig klubberne i noget af et dilemma, hvor det i den grad må være en fordel at møde Gentofte senere end tidligere. For hvordan skal de gå ind til kampene mod et hold, hvor de ikke ved, om kampen ender med at tælle, når tabellen skal gøres op?

Som det ser ud nu, så kan det meget vel blive sidste slag om Strandvejen i denne omgang, når Bitcoin Arena på fredag danner rammerne for sæsonens femte kamp mellem Rungsted og Gentofte.