Slagene om fjerdepladsen udspilles i aften




Nikolaj Rosenthal

Kampen om slutspilspladserne spidser til, når Rungsted Seier Capital gæster ørneborgen i Herlev til et gensyn med Final4-semifinalisterne.

Der skal tre point på kontoen hos de danske mestre, hvis håbet om fjerdepladsen og hjemmebanefordelen i kvartfinalen skal holdes i live.

Det kan gøre det bedre, at de to konkurrenter til fjerdepladsen, Frederikshavn og Esbjerg, også mødes i aften. En sejr i ordinær spilletid til Rungsted og en overtidssejr til Esbjerg vil her være det optimale udfald.

Hvilken vej kører rutsjebanen?

Kontinuitet har været en by i Jylland for de danske mestre denne sæson. Stærke defensive indsatser i Final4 blev afløst af et åbent hus mod bundholdet fra Odense.

Holder man det igen mod Herlev, så straffes det sandsynligvis mere effektivt, end Odense formåede at gøre det.

Med otte kampe tilbage af grundspillet er der ikke råd til pointtab – især ikke mod hold, som ligger under i tabellen. Herlev kan med en sejr reelt spille sig ind i kampen om fjerdepladsen, selvom de har spillet to kampe flere end Rungsted.

Aftenens fokuspunkter

For at det kan blive til en Rungsted-sejr ude over Herlev, har vi fundet tre fokuspunkter for kampen, som blandt andet bunder i statistikkerne for de enkelte spiller og de forskellige kædeformationer. Disse er:

1 – Tredje- og fjerdekæden skal spille til minimum nul

2 – Mål fra flere kæder

3 – Disciplin og boxplay

Vi, og en lang række andre hold i Metal Ligaen, har set, at Herlevs offensiv konsekvent straffer dårlig disciplin, når de får chancen i overtalssituationer. Derfor skal disciplinen være skarp i aften.

I fem mod fem er det især tredje- og fjerdekæderne, der skal lukke af. Går de fra isen efter tre gange 20 minutter med et nul på +/- statistikken, så er det næsten en halv sejr, der er hjemme der.

Produktionen har på det seneste været fin for førstekæden. Der savnes bare flere mål fra de øvrige kæder. Det bliver for nemt at lukke ned for, når der kun er en kæde, der producerer – bare spørg Herlev.