Topopgør: Rungsted og Aalborg kæmper om førstepladsen




Rasmus Andersson Rungsted Ishockey

Først var det guldfavoritterne fra Herning, der besøgte Bitcoin Arena – nu er det de andre guldfavoritter, der lægger vejen forbi, når Rungsted Seier Capital møder Aalborg Pirates.

Rungsted Seier Capital har med tre sejre lagt sig i toppen af tabellen, lige foran Aalborg. Der venter dermed en direkte duel om førstepladsen, hvor vinderen topper tabellen.



Grubak eller Nihlstorp – Hvem er i målet?

Det ser ud til, at det bliver David Grubak, der skal vogte målet i topopgøret. Herfra er der ingen meldinger om, at Cristopher Nihlstorp er klar igen ovenpå sit sammenstød med Shane Hanna i Herning-kampen.

Spørgsmålet om hvorvidt Nihlstorp når at blive klar til back-to-back-kampene mod SønderjyskE, kan stille og roligt godt begynde at melde sig.

Udover Nihlstorp er også Gustav Green ude, mens Mathias Hansen endnu er tvivlsom til opgøret.

LÆS MERE: Guldhelt ude for sæsonen



Topscorerduellen: Andersson vs. Kabanov

Det er ikke kun de to hold, der mødes i en direkte duel om førstepladsen. Det gør Metal Ligaens to topscorere også. Rasmus Andersson topper, ligesom Rungsted, listen inden kampen.

Andersson har fået en kanon start på sæsonen og har lavet fem mål og en assist i de tre første kampe.

I hælene på Andersson er Kabanov, der også har seks point. Pointene er her fordelt over tre mål og tre assister.