Trupstatus: Sådan kan kæderne komme til at se ud




Marcus Olsson

Forstærkningerne er væltet ind på det seneste, hvor Rungsted Seier Capital for alvor har meldt sig ind i kampen om topplaceringerne i Metal Ligaen.

Med de mange nye navne i truppen er det tid til, at vi ser på en opdateret startopstilling og kædeformationerne.

Forventningen er, at man i stil med guldsæsonen, kører med to meget stærke topkæder, som på forwardsiden vil se således ud:

1. kæden: Nikolaj Rosenthal – Charlie Sarault – Nichlas Hardt

2. kæden: Alex Wideman – Marcus Olsson – Mattias Persson

Det store spørgsmål her er, hvorvidt Alex Wideman sættes ind som afslutteren i 2. kæden med henblik på at udnytte hans stærke afslutninger og Persson evne til at finde sine medspillere, eller om man ønsker at give svenskerkæden noget mere fysik i form af Nichlas Hardt.

Umiddelbart vil Wideman virke som det oplagte valg i svenskerkæden, da vi ellers får to spillere med samme rolle i førstekæden.

LÆS MERE: RUNGSTED ER GÅET FRA OUTSIDER TIL UDFORDRER



Stærk danskerkæde

Det betyder også, at det i modsætning til tidligere ser ud til, at Rasmus Andersson i første omgang havner i tredjekæden, som vi forventer kommer til at se således ud:

3. kæden: Rasmus Andersson – Gustav Green – André Pison

Andersson har tidligere vist, at han med en plads i tredjekæden giver holdet den bredde – og en bredde med et højt niveau, som er afgørende set over hele sæsonen. Han havde dog nok gerne set sin plads i svenskerkæden bibeholdt.

Det giver en fjerdekæde med danske spillere, der er forholdsvis unge.

4. kæden: William Nistrup – Mathias Hansen – Nikolai Gade

LÆS MERE: WIDEMAN HIGHLIGHTS – SE HVAD VI KAN FORVENTE AF WIDEMAN



Stor bredde på backsiden

Det bliver næppe til mange kampe for de RIK-spillere, der gør sig drømme om at komme op og få chancen – i hvert fald på backsiden.

Backbesætningen ser meget mere bred ud, end den gjorde sidste sæson, hvor vi står med otte backer på holdkortet allerede nu. Der bliver også kamp om pladserne hos de unge danske spillere, der i den grad skal lægge på og bevise, at de skal have pladsen.

I første omgang skyder vi på, at de seks backpladser går til Shane Hanna, Tim Daly, Morten Jensen, Joachim Holten Møller, Jacob Gammelgaard og Oscar Schulze.

Med mindre de kan kæmpe sig forbi Oscar Schulze i opstarten, eller at istiden for de unge deles, så kan Mikkel Persson og Bertram Jelert risikere begrænset istid i begyndelsen af sæsonen. Persson begynder på mange områder fra nul igen efter sin langvarige skade sidste sæson, mens Jelert skal forsøge at snige sig forbi to-tre spillere, hvis han skal have kampe.

Det er dog fristende at tro, at de to kan komme i spil som 13. forward, skulle der opstå skader.

Hvordan backkæderne skal sættes sammen, kan være lidt af et pudsespil, for topniveauet er højt – især fremad banen. Øvelsen ligger her i, at man skal have sammensat de tre backpar således, at der dækkes ind hjemad.

Om det betyder, at man sætter Hanna og Daly sammen, eller om man vælger at fordele de tre offensive backer således, at der er en i hver kæde, er for tidligt at sige. Men det er fristende at forsøge med den canadiske duo på backlinjen i førstekæden.