Optakt: Hockeyfest i Aalborg står for døren




Der venter en hockeyfest af de helt store i Aalborg, når det fredag går løs til Final 4. Ændringen af pokalturneringen, hvor det brede aspekt er ændret til en elitær turnering, hvor Metal Ligaens top kæmper om Metal Cuppen ser ud til at tiltale både klubber og fans langt mere, end det tidligere koncept har gjort.

Allerede i år to med Final 4 er det tydeligt at se, at konceptet har vundet ind og med stor sandsynlighed slår sidste års tilskuertal fra VM-generalprøven i Boxen. Det er derfor fristende at konkludere, at Final 4-konceptet i dansk ishockey er kommet for at blive.

Har pausen haft en effekt?
Retter vi blikket mod isen, så fik Rungsted Seier Capital heldigvis brudt den negative stime med en sejr, inden Final 4-pausen. Ovenpå hvad der virkede som en lind strøm af skader, karantæner og ændringer i trænerstaben er der næppe nogen tvivl om, et par kampfrie dage har været godt for holdet, da den har givet mulighed for, at man kunne finde sig selv igen, uden at skulle tænke på resultater.

Kamppausen betyder også, at det tynder ud på skadeslisten. Rasmus Andersson har meldt sig klar til fredagens kamp og er dermed, trods en lidt længere pause end først ventet, tilbage i truppen. Pausen har også betydet, at kaptajn Marcus Olsson er tilbage i truppen, hvilket blot efterlader topscorer Mattias Persson og Mikael T. Christensen tilbage på skadeslisten. Den danske center har desværre været så længe væk, at det nærmest må betragtes som en forstærkning, hvis han bliver klar igen i denne sæson. Det ændrer dog ikke på, at man reelt stadig står uden en en-til-en erstatning i tredjekæden.
For Persson virker et comeback dog til at være tæt på. Den svenske playmaker har trænet med i løbet af ugen og set ubesværet ud på isen i den sædvanlige “svenskerkæde”. Måske det allerede kommer i forbindelse med Final4.

LÆS MERE: Big Data – Evaluering efter 4. spillerunde

Forsmag på slutspillet
Placeringen af Final 4 markerer på flere måder afslutningen på grundspillet. Efter Final 4-weekenden mangler Rungsted Seier Capital otte kampe – de resterende hold blot syv. Forspringet ned til SønderjyskE, der realistisk set vel er eneste forfølger, der kan nå at hive førstepladsen i grundspillet ud af hænderne på Rungsted. Her bliver sæsonens sidste indbyrdes opgør i den grad afgørende.

Presset for at beholde førstepladsen taler for sig selv. Men de resterende kampe af slutspillet skal også bruges til, at man genfinder sig selv og finder den opskrift, der forhåbentligt skals ende holdet langt i slutspillet.

LÆS MERE: Blog – VM-successen burde få nye byer på ishockeylandkortet

Bliver piratskibet endelig sænket?
Gigantium – eller Bentax Isarena, som det hedder i øjeblikket, har igennem længere tid langt fra været stedet, hvor de gode oplevelser har stået i kø, når Rungsted Seier Capital har været i kamp i det nordjyske. Det samme havde gjort sig gældende, da Rungsted for to sæsoner siden vandt Metal Cuppen på hjemmebane, hvilket fik Aalborg til at fravælge Rungsted i slutspillet. Med en enkelt grundspilskamp tilbage mod Aalborg er der med Final 4-semifinalen i den grad mulighed for at sætte første del af et stærkt aftryk forud for slutspillet.