Optakt: Top mod bund skal give tre sikre point




Endelig er det atter hockeytid i Bitcoin Arena! Der står top mod bund på menuen, når Rungsted Seier Capital tager imod Odense. Nummer 1 mod nummer 10. 17 point adskiller de to hold, og det håber og forventer vi også, at man atter kommer til at se på isen.

Rungsted kommer til kampen ovenpå sæsonens første overtidsafgørelse, hvor det blev til en 2-1 sejr i Vojens.

LÆS MERE: 11 kampe spillet – 5 målmænd på isen – RIK’ere storspiller

Genvalg til Grubak
Debuten i Vojens gik over al forventning for 18-årige David Grubak. Den unge målmand ser også ud til at få genvalg i Rungsted-målet til kampen mod Odense. Det bliver her spændende at se, om man allerede i kamp to kan se, at Grubak og Rungsted-forsvaret har fået et bedre kendskab til hinanden.

Grubak er i hvert fald godt på vej til at spille sig ind som backupmålmand for Thomas Lillie, der forventes tilbage i Rungsted-målet fredag, når Rungsted Seier Capital møder de forsvarende mestre fra Aalborg.

Slemme, slemme hund
Odense har denne sæson haft svært ved at holde sig fra udvisningsboksen. Selvom Rungsted har lagt lidt i den høje ende her, er disciplinen blevet bedre i de seneste kampe, hvorimod Odense suverænt topper bisselisten.
Det lyder som guf for Rungsteds powerplay, der har for vane at straffe modstanderne, når de falder i unåde hos dommerne.

LÆS MERE: Krag er med i Ehlers’ første landsholdstrup

Skadessituationen aftager
Med Thomas Lillie tilbage i Rungsted-målet fredag er det begyndt at lette på skadeslisten. Mathias Røndbjerg forventes også klar i aften, hvilket blot efterlader langtidsskadede Mikael T. Christensen og Jon Lee Olsen på skadeslisten.